Klubhuset ligger helt fantastisk, fem meter fra det sted, hvor vand møder land. Når det er højvande, slår bølgerne indover det nederste af bygningen.
Vi er ved Marselisborg Kajak Club - med C fordi det skulle være fint. Klubben fylder snart 90 år og med sin placering lige nedenfor Varna palæet og Hotel Marselis er der da også en vis fornem aura over stedet.
77-årige Freddy Poulsen, beboer i ALBOAs afdeling på Holme Parkvej, er et af klubbens mest aktive medlemmer.
”Jeg kommer her næsten hver dag. Jeg ror så tit, jeg kan, men jeg kommer faktisk også, selvom det ikke er vejr til at ro. Så bruger jeg træningsrummet eller pudser lidt på min kajak.”
Freddy har været medlem af kajakklubben, siden han i 2003 gik på efterløn. Klubben har i omegnen af 400 aktive medlemmer, og siden Freddy blev medlem, har han i syv ud af 15 år været den, der sejlede allerlængst. Senest i 2018, hvor han roede 2405 kilometer op og ned langs kysten.
At være i bevægelse har altid været en vigtig del af Freddys liv. Det begyndte på Aarhus Cyklebane, hvor en ung Freddy med dødsforagt drønede rundt i velodromen.
”Jeg kom selvfølgelig til skade, ret alvorligt endda, så min mester spurgte, om ikke jeg kunne finde noget mindre ekstremt.”
I 1962 begynder Freddy derfor i ARA - Arbejdernes Roklub Aarhus.
”Dengang var jeg baglænsroer (en roer med ryggen mod sejlretningen, red.). Jeg roede i toer og firer med styrmand, og havde det rigtigt godt med det i ti år, indtil jeg fik familie og børn. Så begyndte jeg til atletik. Det kunne jeg bedre dyrke sammen med børnene.”
Udover selv at være aktiv som langdistanceløber med blandt andet 10 gennemførte marathons blev Freddy også dommer i stangspring, højdespring og længdespring.
I dag er Freddys børn aktive idrætsfolk, og man kunne tro, at interessen for bevægelse og idræt var noget Freddy havde fået med hjemmefra, men sådan forholder det sig ikke.
”Mine forældre og bror har aldrig rigtig interesseret sig for idræt. Det er noget, jeg selv har fundet. I begyndelsen prøvede jeg fodbold, men det var ikke rigtig mig. Jeg kan egentlig godt lide, at der er et fællesskab, men jeg har det bedst med at træne og konkurrere alene. Min kone var nogen gange med på cykel, når jeg løb, men jeg kunne mærke, at jeg blev irriteret, når hun kørte foran, fordi jeg kom til at jage hende.”
...Flere er blevet kærester, så der kan ske lidt af hvert.
Kajakroning kan være alt fra en konkurrencesport over motion til rendyrket hygge. Freddy begyndte for en del år siden at tage sit barnebarn med på tur.
”Hun er ni år i dag og har været med, fra hun var helt lille. Hun sidder på skødet af mig. Det er dejligt at få de oplevelser sammen.”
Det er særligt mennesker i alderen 35-45 år, der er medlemmer af klubben, fortæller Freddy.
”Mange har en travl hverdag, og jeg hører, at mange savner naturen og noget social hygge. I sommerhalvåret har vi hver mandag fællestræning. Hver tirsdag er der fællesspisning. Stort set året rundt. Flere er blevet kærester, så der kan ske lidt af hvert.”
Klubben arrangerer også fællesture til udlandet, gerne Sverige og Tyskland.
”Vi har anhængere, så vi kan tage vores egne kajakker med. Og et stort fællestelt. Jeg har været med sammen med 25-30 mennesker. Alt er planlagt. Man smører madpakke ved morgenmadsbordet og ror det meste af dagen. For mig selv er klubben blevet mit andet hjem. Det var faktisk omkvædet på vores guldbryllupssang.”
Freddy er et af de forholdsvis få medlemmer, som ror året rundt.
”Nogen spørger, om ikke det er trivielt – bare at ro. Sådan oplever jeg det slet ikke. Lyset og vandet skifter fra dag til dag. En dag på vej ud er der rimfrost på alle træerne, skinnede som små stjerner i morgensolen. Da jeg sejlede hjem, stod der bare de mørke silhuetter. Jeg oplever masser af kontraster. Min kone har det
som jeg: Hvis ikke vi kan komme ud og ro eller løbe, så går vi gerne en tur. Måske til Vilhelmsborg. Drikker kaffe fra termokanden i et shelter. Vi nyder at komme ud, og jeg oplever ikke, at vi er blevet mere magelig med alderen. Jeg kan selvfølgelig godt lide at slappe af, men det varer ikke længe, før der skal ske noget igen.”
