65 fiskehjul, 36 fiskestænger og et helt værelse dedikeret til retro-fiskeudstyr. For 64-årige Davy Smith er lystfiskeri en passion udover det sædvanlige.
Til hverdag kører Davy Smith bybusser i Aarhus, men når han slipper rattet, så griber hænderne meget gerne om en fiskestang. Og hjemmet i ALBOAs afdeling 8, Byvangen, bugner af fiskeudstyr. Ud af tre værelser er et helt værelse dedikeret til fiskeudstyr.
Interessen for lystfiskeri begyndte i Glasgow, Skotland, da Davy var 12 år gammel.
”Et par klassekammerater tog mig med på sommerferie. De lærte mig en masse. Og det var en stor frihed at komme væk hjemmefra og ud af byen. Det var selvfølgelig fint at fange en fisk, men det var slet ikke afgørende for en god oplevelse. Jeg fik mulighed for at snakke med andre lystfiskere, og jeg blev en del af et fællesskab, hvor vi talte om tingene og deltes om tingene. Så jeg blev hooked. Og så begyndte jeg at læse om lystfiskeri. Jeg læste alt, og brugte alle mine lommepenge på fiskegrej og togbilletter.”
Glasgow anno 1966 var en by præget af industrialisering: Fabrikker, kulminer og skibsbyggeri dominerede.
“Glasgow var en stor, beskidt og voldsom by, så det var vigtigt at komme ud af byen. Ud i naturen. Jeg fiskede i det skotske højland, som er noget af det smukkeste og mest uberørte natur, du kan finde i Europa. Kontrasten til byen var enorm, og jeg forstod, at jeg bliver deprimeret, hvis jeg opholder mig i byen for længe. Som dreng kunne jeg vandre i naturen i timevis – jeg har nok en stor trang til frihed.”
Pigen fra Inverness
I begyndelsen af 80’erne mødte Davy en dansk pige i byen Inverness.
”En kammerat og jeg faldt i snak med to piger. Den ene var belgisk, og den anden var dansk. Jeg faldt for den danske, og et par år senere fandt jeg mig selv med flyttelæs på færgen fra England til Danmark. Den 31. oktober 1985 sejlede jeg fra 13 graders varme i Harwich til syv minusgrader i Esbjerg – jeg tænkte, ’Hold kæft, er jeg kommet til Nordpolen, eller hvad…”
I Danmark blev Davy gift (med en anden dansk pige) og hurtigt opstod ideen om at gøre en forretning ud af interessen for lystfiskeriet.
”Jeg var meget fascineret af godt udstyr, så det var en drengedrøm at åbne egen butik. Jeg begyndte i det små i 1990 – blandt andet på det blå marked i Låsby. Jeg byggede det op stille og roligt.”
I 1991 åbnede Davy egen butik på Jens Baggesens Vej i det nordlige Aarhus. Og i 1992 flyttede butikken til større lokaler på Frederiks Allé.
”Med mit netværk og kendskab til fiskegrej gav det god mening, men det holdt desværre ikke.”
50 år gammelt udstyr
I juni 1997 gik Davy konkurs med fiskebutikken. Det kostede ægteskabet, og interessen for lystfiskeri blev for en tid lagt i mølpose. I 2005 begyndte Davy som chauffør i bybusserne i Aarhus og fik styr økonomien. Og interessen for lystfiskeriet kom tilbage. I Davys lejlighed i Viby er et helt værelse i dag udlagt som værksted og mini-museum over lystfiskeriets historie. Særligt det svenske mærke Abu har Davys interesse.
”Abu lavede noget vanvittigt lækkert udstyr i perioden fra 1950 til 1980. Abu var mærket dengang, og det er alt det udstyr, som jeg ønskede mig som dreng, men ikke havde råd til. Det har jeg i dag, og det er stort set kun den slags udstyr, jeg fisker med. Udstyr, som er 50-60 år gammelt. Jeg har haft enormt meget fiskegrej gennem hænderne, og så lærer man altså at værdsætte god kvalitet.”
Fællesskab, Facebook og fremtid
Sammen med andre lystfiskere aftaler Davy ligefrem retrofisker-dage med masser af vintagegrej.
”En rigtig retrodag er, når vi for eksempel aftaler en fisketur kun med udstyr fra 60’erne, 70’erne eller måske 80’erne. Der er ikke noget bedre.”
Facebook har også været en åbenbaring for Davy, som bestyrer flere sider med forskellige typer af håndlavet højkvalitetsudstyr.
”Nogen siger, at Facebook ødelægger de lokale fællesskaber, og det kan der være noget om, men for mig har det været en åbenbaring. Via Facebook kan jeg komme i direkte kontakt med mennesker, som deler min interesse Jeg får næsten dagligt henvendelser fra folk, der gerne vil have råd til at finde det rigtige udstyr. Folk tror, jeg er en slags guru, men jeg har bare et godt netværk inden for fiskeudstyr.”
I mange tilfælde fører det store netværk også til konkrete møder og fælles fisketure.
”Jeg møder mange mennesker gennem min interesse. Det bliver en social ting for mig, og det er spændende at møde de mennesker, som jeg kun kender som Facebook-profiler. Jeg har kontakter i USA, Singapore og Australien, men også I Nord- og Vestjylland.”
Selvom Davy Smith har fisket i 50 år, så er han langt fra færdig.
”Der er stadig nye teknikker at lære. Og nye steder at fiske fra. Når man er hooked, så bliver det jo kun bedre, jo mere man gør det.”